Sisimiut-området rummer en af de mest kontinuerlige og bedst dokumenterede bosættelseshistorier i hele Arktis. Gennem mere dan 4.000 år har skiftende kulturer krydset de kystnære fjelde, slået sig ned ved de fiskerige fjorde og udnyttet det unikke ressourcegrundlag mellem indlandsis og åbent hav. Fra de tidlige stenalderjægere til kolonitidens hvalfangerstation og den moderne industri- og uddannelsesby har området udgjort en strategisk kile i Vestgrønlands historie.
Denne artikel gennemgår kronologisk de vigtigste epoker, bopladser og historiske vendepunkter, der har formet Sisimiut til det samfund, vi kender i dag.
1. De oprindelige kulturer: Saqqaq, Dorset og Thule
Det arkæologiske landskab i Qeqqata Kommunia vidner om, at Sisimiut aldrig har været øde. Området var særligt attraktivt for de tidlige paleo-inuitiske kulturer på grund af de isfrie strækninger og det rige dyreliv på kysten og i baglandet.
Saqqaq-kulturen (ca. 2500 f.Kr. – 800 f.Kr.)
Saqqaq-folket var de første menneskelige nybyggere i området. De indvandrede fra det nordamerikanske kontinent via Thule-regionen og spredte sig hurtigt langs vestkysten.
- Nipisat-bopladsen: En af de absolut vigtigste arkæologiske udgravninger for Saqqaq-kulturen ligger på øen Nipisat, cirka 15 kilometer syd for Sisimiut. Udgravningerne har afdækket tusindvis af redskaber og velbevarede organisk materiale.
- Redskabsteknologi: Saqqaq-folket fremstillede ekstremt fine, mikro-litiske stenværktøjer af chalcedon, kvartsit og skifer. De jagtede rensdyr i indlandet om sommeren og sæler, havfugle og små hvaler på kysten om vinteren.
Dorset-kulturen (ca. 800 f.Kr. – 1200 e.Kr.)
Efter Saqqaq-kulturens forsvinden overtog Dorset-folket området. De bragte nye teknologier med sig, herunder forbedrede tranlamper udskåret i fedtsten (qulleq) og større sneskærere til opførelse af sneigloer under vinterjagten.
Thule-kulturen (fra ca. 1200 e.Kr.)
Omkring år 1200 e.Kr. nåede neo-inuitiske grupper fra Thule-kulturen frem til Sisimiut-området. Thule-folket er de direkte forfædre til den nuværende grønlandske befolkning.
- Teknologisk revolution: Thule-folket revolutionerede fangsten ved at medbringe den store skindbåd (umiak) til transport og hvalfangst, den hurtige enmands-kajak (qajaq) samt hundeslæden.
- Store bardehvaler: Med harpuner monteret med faste og vendbare spidser kunne de jagte store grønlandshvaler og pukkelhvaler, hvilket skabte grundlag for større og mere permanente vinterbopladser opført af tørv, sten og hvalknogler.
2. Hvalfangeræraen og kolonitiden: Sydbay og Holsteinsborg
I 1600- og 1700-tallet blev farvandet ud for Sisimiut opdaget af europæiske hvalfangere – primært hollandske, britiske og tyske skibe. Davisstrædet var i forårsmånederne spækket med bardehvaler, hvilket førte til intensiv handel og konflikter med den lokale inuitbefolkning.
Grundlæggelsen af Sydbay (1720’erne)
Den dansk-norske præst Hans Egede og handelskompagnierne ønskede at dæmme op for den hollandske dominans. I 1720’erne og 1730’erne blev der oprettet en handels- og missionsstation ved Ukkusissat (kaldet Sydbay), ud for Amerloq-fjorden.
- Vanskelige placering: Sydbay var dog stærkt udsat for vind og vejr, og adgangsforholdene til ferskvand og god havn var utilstrækkelige.
Flytningen til Holsteinsborg (1756)
I 1756 besluttede man at flytte kolonien få kilometer mod nord til dens nuværende placering ved Kangerluarsuk-fjorden. Kolonien fik navnet Holsteinsborg opkaldt efter Greve Johan Ludvig Holstein, som var formand for Missionskollegiet i København.
- Kolonial opbygning: Kolonibestyrerens bolig, proviant- og spækhuse samt byens første kirke (Gamle Kirke fra 1775) blev opført omkring den beskyttede inderhavn. Holsteinsborg voksede hurtigt til at blive det administrative og økonomiske centrum for Midtgrønland.
3. Det 20. århundrede: Modernisering og industrialisering
Gennem 1800-tallet og frem til starten af 1900-tallet var Sisimiut primært et fanger- og handelsdistrikt, men i løbet af 1920’erne og 1930’erne indtraf et afgørende vendepunkt: Klimaet blev varmere, havet ændrede karakter, og rejerne samt torsken ankom i enorme mængder.
Skiftet fra sæljagt til kutterfiskeri
Den grønlandske erhvervsstruktur undergik en radikal forvandling. Den traditionelle sæljagt blev suppleret og i vid udstrækning erstattet af et moderne kutterfiskeri.
- Den første fiskefabrik: Sisimiut fik tidligt en af Grønlands første forarbejdningsfabrikker for torsk og saltfisk.
- KGH’s rolle: Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) monopoliserede opkøb, forarbejdning og eksport, hvilket førte til store investeringer i havneanlæg, værft og boligblokke i 1950’erne og 1960’erne.
- Sentraliseringspolitikken: Mange mindre bopladser i distriktet blev affolket, og befolkningen blev flyttet ind til Sisimiut for at levere arbejdskraft til fabrikkerne og kutterflåden.
4. Fra Holsteinsborg til Sisimiut: Kommunalreform og nutid
Med indførelsen af det grønlandske Hjemmestyre i 1979 ændrede byen officielt navn fra det danske Holsteinsborg til det grønlandske Sisimiut, som betyder “Dem der bor ved hulerne” (eller “Rævehulerne”).
| Årtital / Begivenhed | Historisk Betydning |
| 1979 (Hjemmestyre) | Byen skifter officielt navn til Sisimiut. Grønlandsk sprog og kultur styrkes i administrationen. |
| 1990’erne | Sisimiut Lufthavn indvies. KTI (Bygge- og Anlægsskolen) consoliderer Sisimiut som uddannelsesby. |
| 2008 | Kulturhuset Taseralik åbner og løfter byens moderne kulturliv. |
| 2009 (Strukturreform) | Sisimiut Kommune lægges sammen med Maniitsoq og danner Qeqqata Kommunia. |
| 2018 (UNESCO) | Kulturlandskabet Aasivissuit – Nipisat udpeges til UNESCO Verdensarv. |
I dag fremstår Sisimiut som en moderne, selvtillidsfuld arktisk by, der formår at bygge bro mellem sin rige inuit-kulturarv og en højteknologisk fremtid inden for fiskeri, uddannelse og turisme.
